Sådan sender du manuskript til forlag

Sommerferien nærmer sig, og forhåbentlig betyder det også at nogle af jer har manuskripter færdige efter jeres nytårsforsæt om endelig at komme i gang!

I hvert fald har jeg fået mange spørgsmål om hvordan man sender manuskripter til forlag, så det er det Skrivekrampe handler om i dag!



Få styr på dit manus!

Det første man skal gøre er at printe manuskriptet. Nogle forlag er så cutting edge at de lader en sende pr mail, men det er et fåtal i forhold til hvor mange forlag vi har i Danmark.

Nå ja, vi trykker bare print, og så er den del overstået – hov, hov. vent! Er du sikker på det? kik lige en ekstra gang på dit dokument, ser det ordentligt ud? er det letlæseligt? Er der plads til at forlaget kan skrive notater i siden, så de lettere kan huske hvorfor dit manuskript er godt?

Forlag har forskellige præferencer til hvordan et manuskript skal sættes op, og det er altid en god ide at se på deres hjemmeside om de har nogle specielle krav. Har de ikke det, så gælder regel nummer 1, altid: Læsbarhed er det vigtigste. Og lad være med at gå amok med farver og skriftstørrelser – du er forfatter, ikke typograf!

Og prøv ikke at være smart ved at få dine sider til at se gamle ud i et fantasy-manuskript og den slags – det tager ikke kun fokus væk fra historien, men kunne også sagtens give ideen om at du prøver at få noget der måske ikke er særligt godt til at se bedre ud, hvilket jo ikke er sandt!

Til de af jer, der er ligesom mig og bare gerne vil have serveret nogle retningslinjer, så er min standard-opsætning i øjeblikket:

• Times new roman punkt 12
• 1,5 linjeafstand
• 3 cm margin hele vejen rundt (så der er plads til noter)
• overskrifter Times new roman punkt 14 fed.

Skriv et følgebrev
Så, så er manus printet, så mangler vi kun én ting før vi er parat til at sende romanen ud i den store verden, nemlig følgebrevet.

Følgebrevet er et lille brev man sender med sit manuskript for at forlaget skal have en lille ide om hvad det er de har i hænderne. "Er det en roman, en billedbog eller en digtsamling? Hvem er forfatteren, hvad vil han os?"

Der er mange måder at skrive et følgebrev på, og ingen forkerte – omend nogle stadig er bedre end andre. Jeg arbejder gerne ud fra en metode jeg lærte et helt andet sted, nemlig til et jobansøgnings-kursus.

Jobansøgninger skal kun være en hurtig præsentation af hvad det er du vil og kan, det vigtigste er nemlig CV'et. Når det gælder følgebreve gælder nogenlunde samme regel, nemlig at det er manuskriptet der er det vigtigste, og det bedste er ofte at lade manuskriptet mere eller mindre tale for sig selv.

Men hvad skal man så skrive? Lad os tale lidt om det. Præcis som med jobansøgninger foretrækker jeg følgebreve, der ikke er meget mere end imellem 15-25 linjer, og slet ikke mere end en side! De skal ikke læse om din historie og hvorfor du elsker den, de skal læse din historie og elske den. Less is more.

Jeg starter altid mine følgebreve med en titel – den kan være catchy eller den kan være generisk: Her er mit manuskript.

Derefter indleder jeg ofte med standardlinjen: Her har I mit manuskript "TITEL", som er en GENRE, for MÅLGRUPPE.

Nu er det kedelige altså overstået, forlagene ved det vigtigste om hvad du har sendt dem, og evt. hvilken redaktør de skal give det til. Nu begynder det sjove.

Jeg har tidligere skrevet om at pitche sine ideer, og det er NU du skal bruge det. Følgebrevet er alle tiders sted at pitche din ide på omkring tre sætninger, så redaktøren får en ide om hvad han skal til at læse, og får blod på tanden.

Når det er lykkedes at lave det perfekte pitch, eller bare en god en, så har du frit spil til ganske kort at fortælle lidt om ideen – hvorfor skrev du historien, har du gjort dig nogle tanker? Hold det dog kort, og har du ingen overvejelser, så lad være med at skrive noget, så brug i stedet tiden på sidste punkt, nemlig:

5 linjers kort beskrivelse af dig, men kun relevante informationer – drop detaljer som at du har en hund og elsker at gå i byen – medmindre det virkelig giver din roman noget at vide den slags.
Skriv i stedet hvor lang tid du har skrevet, om du har taget kurser i skrivning eller lignende, om du er del af et forfatternetværk og om du har tidligere udgivelser – detaljer der kan få dem til at tage dig seriøst som forfatter.



Boblekuverter er din ven
Det sidste råd er faktisk bare at tænke over hvordan du sender materialet. Er det en billedbog på 3 manuskriptsider kan du sende det i en almindelig a4-kuvert. Er det en større roman skal du nok overveje boblekuverter. Det er papirkuverter forret med plastbobler, så de ikke så let sprækker og bliver ødelagte på vejen til forlaget.

Dette gør ikke kun at dit manuskript stadig ser lækkert ud når det når frem, det viser også at du rent faktisk har prøvet det før, og ved hvordan man sender store mængder papir.

Jeg har købt en hel kasse med boblekuverter. Ja, men hvor mange manuskripter skal man da sende ud?

Forhåbentlig ikke mange før man bliver udgivet. Men derefter er det bare dejligt at have boblekuverter til at sende sine bøger ud med, når folk vinder konkurrencer eller vil anmelde din bog.
Så ja, boblekuverter er bare en god investering.


Jeg håber meget at indlægget her kan hjælpe dig til at sende dit manuskript ind, så du forhåbentlig inden længe kan få en roman antaget!


God skrivelyst
Bjarke

4 råd til at redigere din roman

De fleste ved godt hvorfor redigering er vigtigt, men der er nogle der gang på gang spørger mig: Ja, men er det nødvendigt? Bogen er jo skrevet, og jeg ved jo godt selv hvad jeg har skrevet, så jeg kan da bare sende den!
Det korte svar er at Ja, det er nødvendigt. For du har ikke skrevet bogen ud i et køre, og din hjerne kan have forrådt dig med nye ideer selvom du ikke er klar over det, eller du kan have skrevet så hurtigt at din ellers perfekte stavning lider af trykfejl (Det er jo ikke altid at tastaturet kan følge med).
Derfor er det vigtigt at redigere. Og det er specielt de her 4 punkter man skal holde øje med når man først skal til at i gang.



Fungerer slutningen sammen med starten?

Det gælder faktisk om man skriver en novelle, en roman eller sågar en artikel til avisen. En histories start og slutning skal give mening sammen. Den drivkraft, der har fået os til at læse i starten, skal gerne blive forløst hen mod slutningen. Forestil dig en fodboldkamp, hvor spillerne i anden halvleg kommer ud og danser ballet. Måske synes du det er sjovt, måske bare underligt. Størstedelen af tiden vil jeg tro at du føler dig frustreret: Det var ikke den afslutning på kampen, du ville se! Du ville jo se fodbold!

Det samme gælder historier. Handler din om en rodløs ungs måde at deale med livet på, så kan slutningen ikke handle om hans forældres planlægning af en ferie, det giver ikke mening!

Så læs altid starten ekstra nøje, hold fast i hvad din historie handlede om, læs så bogen igennem for at følge din hovedpersons rejse, og når du når til slutningen: giver det så mening?



Virker karaktererne troværdige?

Selvfølgelig gør de da det. Man har jo skrevet dem, og de har jo faktisk talt til en under hele skriveprocessen. De har næsten været levende for dig, så hvordan kan de ikke være troværdige?
Fordi litteratur ikke er real life. Sandheden er at mange af os nok ikke ville være troværdige som litterære karakterer, vi skifter mening, vi tager valg, der ikke rigtigt fører til noget. Og nogle gange køber vi en kage uden at vi behøver trøstespise, vi er faktisk bare mennesker.

Det er personerne i din historie ikke. De er karakterer, og de skal give mening. Det kan være rigtigt svært at finde ud af om de egentlig giver mening – ligesom det kan være svært at se om vi selv giver mening (de er jo en del af dig): Derfor vil jeg altid foreslå at du får en betalæser på her. En der skal til at lære karaktererne for første gang, for de kan ret hurtigt finde ud af når der er en sådan uoverensstemmelse.



Alt det midt imellem

Nu har du styr på begyndelse og slutning, og dine karakterer er troværdige. Men der er jo også en masse scener inde i din bog. Kik også lige på dem.
Er de nødvendige for plottet? Skal de skæres til? Nogle gange kan man slette starten for at komme hurtigere til pointen, andre gange slutter man før dramaet rigtigt starter.
Er der nogle bifigurer, der ikke er nødvendige? Slet dem. Selvfølgelig kan man overfylde en lagkage, men man når til et punkt, hvor man ikke gider læse den fordi der bare sker for meget i den.



Korrektur
Sidste punkt er korrekturen. Selvfølgelig kan det godt være at du er 100% fejlfri i stavning og tegnsætning, det er jeg personligt også overbevist om at jeg er, når jeg skriver (En hurtig gennemgang af bare det her blogindlæg bevidner at det er LØGN!)

Og selv hvis man er 100% perfekt, så er ens tastatur det ikke. Jeg skriver ret hurtigt, og det betyder at der nogle gange går kludder i signalet fra bogstav til skærm, og det er okay. Når jeg skriver handler det ikke om at vinde en stavekonkurrence – det handler om at skrive. Jeg har også tit tomme ord hvor der bare står X eller Y fordi jeg ikke lige kunne huske ordet. Det kan jeg jo bare slå op bagefter.



Det er de fire punkter jeg altid vil mene man skal have fokus på når man skal til at lære at redigere. Der er også en masse andre ting, men det er meget afhængig af hvem man er som forfatter, og handler måske mere om at blive bevidst om sine egne svagheder.

Fx har jeg en tendens til at blive alt for blodig og klam når jeg skriver gysere. Det er tit med til at gøre historien dårligere, fordi det væmmer læseren mere end det interesserer ham. Det ved jeg nu, og derfor kan jeg skære dem fra eller redigere dem nu. På samme måde ved mine betalæsere det, og kan altid holde hånden over mig der – hvilket jeg er glad for.

Og nej, jeg undgår ikke de klamme scener, jeg får bare hjælp til at gøre dem lettere at sluge for læseren. Jeg dræber mine darlings, ikke mit litterære kærlighedsliv fuldstændigt!


God skrivelyst
Bjarke

Skriveprocessens faser – hvor lang tid tager det at skrive en bog?

Nicole Boyle Rødtnes fortæller


Hvor lang tid tager det at skrive en bog, er nok det spørgsmål jeg får oftest, når jeg er ude og holde foredrag. Og sandheden er, at det er umuligt at svare på, da det afhænger af bogen og af forfatteren. Men i det her indlæg vil jeg alligevel forsøge at komme det lidt nærmere.

For at svare på det, er jeg nødt til at beskrive, hvordan min arbejdsproces er, så det vil jeg gøre. For mig er der 7 faser i det at skrive en bog. (Og det er altså de faser, som jeg går igennem. Andre gør det muligvis på en anden måde.) Og de ser sådan her ud:



Ide-fasen
Denne fase starter når jeg allerførste gang får en lille spire til en ide. Det kan være alt fra et tema, en person, en sætning, et stykke dialog. Bare et eller andet som har potentiale til at blive noget … Disse små ide-spirer, som jeg kalder dem, ligger så og vokser i mine tanker. Det gør de typisk i minimum et år. Nogle gange mange år. Fx fik jeg ideen til min ungdomsroman XY, da jeg var 15 år gammel og sad i en biologitime i 1.g. og læste om XY-piger. I det øjeblik vidste jeg, at det ville jeg gerne skrive en bog om, men den udkom først 14 år senere, da jeg skulle bruge en masse tid på finde ud af, hvordan jeg ville fortælle historien.



Hurtigskrivnings-fasen

Her begynder jeg at skrive på bogen for første gang. Det er typisk ikke i kronologisk rækkefølge. Jeg skriver bare noget og ser, hvad der sker. Og hvad der føles rigtigt. I denne fase mærker jeg efter, om ideen er klar til at blive skrevet på. Jeg skal gerne føle, at der er masser af stof. Hvis der ikke er det, så lader jeg den ligge, for så er den stadig ideudviklingsfasen. I denne fase bruger jeg i øvrigt ofte kurset ”Skriv en bog på uge” hos FOF, som Irene Pedersen underviser på. Det er et kursus som er helt perfekt til at få udfoldet sin ide. Hele hurtigskrivningsfasen kan tage alt fra et par uger til en måneds tid for mig.



Plotfasen

Når jeg er færdig med hurtigskrivningen, og ved, at det er en ide, der er moden til at arbejde videre med, så begynder jeg at tænke i plot. Jeg skal have styr på historien. I hurtigskrivningsfasen har jeg fået en masse ideer og tekst til scener og personer, men nu skal det hele i rækkefølge. Her bruger jeg forskellige plotmodeller, typisk berettermodellen, men det kan også være andre. Og når jeg føler at det overordnede plot er på plads, så laver jeg en kapiteloversigt eller en cliffhangerliste (en liste over, hvad hvert kapitel skal slutte med).  Afhængig af hvor lang bogen er, og hvor meget plottet driller undervejs, kan den her del tage alt fra et par dage til et par uger.



Skrivefasen

Med hjælp fra min plotmodel og kapiteloversigt begynder jeg nu at skrive selve bogen. Jeg forsøger at skrive kronologisk. Undervejs indarbejder jeg tekststykker fra hurtigskrivningen, hvis de kan bruges, men ellers så skriver jeg bare. Jeg bruger hurtigskrivning en del, da det for mig i denne fase handler om at få første udkast klar. Denne fase tager typisk alt fra et par måneder til et år afhængig af, hvor lang bogen er, og hvor mange andre ting jeg arbejder på ved siden af.



Første redigeringsfase

Når første udkast er færdigt, så lader jeg det ligge lidt. Typisk et par uger, og så begynder jeg at læse det igennem. Her markerer jeg alt det, der skal ændres og så begynder jeg at skrive om, flytte rundt, rette fejl osv. Jeg læser bogen igennem igen og igen og retter, indtil jeg er tilfreds. Denne fase tager mellem et par måneder og op til et halvt år.



Feedback-fasen

Når jeg er færdig med at redigere bogen, og jeg føler, den er så god som den kan blive, så er det tid til feedback. Det er her jeg sender den til forlaget, eller hvis jeg har betalæsere på, så er det her de får den at se. Nogen gange har de også læst med tidligere, men typisk er det her, jeg viser dem bogen. Hvor lang tid denne fase tager, afhænger af min redaktør/betalæser. Men typisk mellem et par uger til et par måneder.



Anden redigeringsfase

Når betalæseren eller redaktøren vender tilbage, så begynder endnu en redigeringsfase. Jeg retter til efter deres kommentarer. Og så sender jeg den retur. Hvis min redaktør er tilfreds med ændringerne, så går vi videre til korrekturen, ellers så få jeg rettelser tilbage og så kører der endnu en redigeringsfase. Sådan kan bogen køre frem og tilbage et par gange, indtil den er helt på plads.



Så det er oversigten over de forskellige faser, og som I kan se, går der typisk et par år, eller i hvert fald mindst et år fra ideen opstår til bogen er forlagsklar. Den skarpe læser vil så måske spørge om, hvis det tager så lang tid, hvordan jeg så kan udgive flere bøger om året. Svaret er, at jeg arbejder på flere bøger af gangen, og derfor kører de her faser parallelt med hinanden for de forskellige bøger. Det er ikke alle, der kan lide at arbejde på flere bøger af gangen. Men jeg er glad for det. Det sikrer, at jeg ikke kommer til at kede mig, og det giver mig mulighed for at holde lidt pause fra bøgerne undervejs, når der er ting, der skal have tid til at falde på plads.



Om Nicole Boyle Rødtnes

Nicole har skrevet en lang række serier for børn og unge, blandt andet serierne: Ilttyv, Elverskud, og Skeletter i skabet. I samarbejde med Ellen Holmboe har hun også lavet serierne ”Superskurkeskolen” og ”Freakshow”.

Nicole er uddannet fra Forfatterskolen for Børnelitteratur, og lever i dag af at skrive bøger og holde foredrag.

Du kan læse mere om Nicole på  www.nicoleboyleroedtnes.dk eller følge hende på Instagram på @nicoleboyleroedtnes eller Facebook på profilen: Nicole Boyle Rødtnes – Forfatter.

Spænding – do and don’t

Vi har startet en historie, og givet hovedpersonen et mål. Der er altså noget i gang, og nu er det bare med at udfylde sider nok, til man har en roman. Den skal bare ikke blive kedelig på vej mod målet … Men hvordan sørger man for at man holder spændingen ved lige i løbet af en hel historie?

Her er tre do and don’ts, eller don’t and do’es, for jeg har vendt det lidt på hovedet.



Gør det ikke for let for hovedpersonen

Har hovedpersonen det for let i forsøget på at nå sine mål, så bliver historien hurtigt kedeligt. Jeg ser gerne det her problem hos nye forfattere, der endnu ikke har lært at være hårde ved deres hovedpersoner, fordi de holder for meget af dem.

Men holder man af dem, kaster man dem altså ud på dybt vand …


I stedet: Lad helten blive udfordret af forhindringer og kampe

Hovedpersonen vil gerne opnå noget i løbet af din historie. Det hører vi om i starten af bogen, men der skal lige udfyldes 100-200 sider eller mere mellem begyndelse og slutning. Det er dit arbejde at gøre de mange sider spændende. Det gør du med sidehistorier, der alle har deres egen forhindring eller kamp, samtidig med at du deler romanens hovedmål op i små delmål – kan du koble de delmål sammen med dine sidehistorier gør du også enkelt-delene af romanen til en større helhed, og det er godt!
Så vær ikke bange for at give din hovedperson udfordringer.



Lad ikke dine karakterer være perlevenner hele tiden

Du har en masse karakterer i din bog. Din hovedperson har gerne venner, og det er normalt hjælpere i den historie man skriver. Men de er jo også ”bare mennesker”, og vi er alle forskellige.
Så lad være med at lade alle være enige om alt, og bare hoppe med på din hovedpersons ideer.


I stedet: Lad dine karakterer skændes, mistro og hade hinanden
Måske er din hovedperson bedste ven med alle sine venner – men hvad nu hvis de ikke er perlevenner med hinanden? Hvad nu hvis hende den nye pige som hovedpersonen er faldet for slet ikke passer ind med hans vennegruppe (som fx Liva i min bog Standby), eller hvis vennernes moralske overbevisninger bare ikke passer sammen (Sturm og Raistlin i Dragonlance)?
Lad dine karakterer have holdninger og ideer, der ikke altid gør dem vellidte, men som viser os at de er mennesker. Samtidig kan der opstå nye konflikter i venskaberne, som igen kan hjælpe dig med at udfylde siderne mellem begyndelse og slutning.
Så vær ikke bange for at lade dine bipersoner kalde din hovedperson en idiot. Han lærer noget af det, og du får en masse sider ned på papiret.



Løs ikke alle konflikter med det samme
Vi kender det alle, vi har besluttet os for at hovedpersonen skal dræbe dragen og redde prinsessen, eller måske drømmer hun om at blive model … Så beslutter de sig for det, og det var så det. Har man kun en konflikt så er der kun en handlingsstreng, og det gør historien kort.


I stedet: Introducer nye konflikter efterhånden som du løser gamle
Når du kan mærke at du skal til at løse en konflikt, så start en ny. Får pigen mulighed for at komme til en audition som model, så lad hendes venner være imod det – måske virker det lidt for snusket? Alt kan gå galt, det er kun dig, der bestemmer!

Bare sørg for at du inden du afslutter en konflikt får startet en ny, for ellers ender du hurtigt med at der ikke er flere konflikter tilbage, og så er historien slut.

På samme måde skal du jo også huske at løse konflikterne og så IKKE introducere flere, når du nærmer dig romanens slutning – ellers ender den jo aldrig.



Ud over de her råd vil jeg også altid anbefale at man sætter sig ind i en plotmodel, simpelthen for at finde ud af hvor i ens historie man er. Jeg bruger personligt plotpunkt-modellen, men har god erfaring med de fleste.

Har du en plotmodel kan du også bedre overskue når det er på tide ikke at starte flere konflikter, og hvilke type konflikter, det kan være en ide at starte.


God skrivelyst
Bjarke