søndag den 2. oktober 2016

Konkurrence: Kan du skrive splat?

Forlaget Enter Darkness vil have blodet til at flyde. Derfor vil de gerne lave en kortroman indenfor splatter-genren, og DU kan deltage!

Romanen vil blive udgivet som både ebog og fysisk bog, og man vil som forfatter modtage 10 frieksemplarer af bogen.

Regler:
  • Romanen er for voksne
  • Forventet længde er 25.000-35.000 ord – men historien er vigtigst!
  • Historien må gerne være retro og kitsch, så længe det er originalt fortalt.
  • Det skal skræmme.
  • Sort/hvide illustrationer er tilladt, så længe det ikke tager overhånd. Det er ikke en grafisk novelle.

Tekniske detaljer:
  • Accepterede filtyper: docx, doc, odt.
  • Navngiv filen med titlen på romanen.
  • Benyt tabulator til indrykning. Alle dobbelte mellemrum vil blive fjernet.
  • Direkte tale skal skrives i anførselstegn.
  • Evt. illustrationer skal indplaceres i dokumentet på deres tiltænkte positioner.
  • Evt. illustrationer skal leveres som trykklare filer, hvis romanen antages. De skal altså IKKE indsendes som separate filer sammen med romanen.


Romanen må selvfølgelig ikke tidligere være offentliggjort, og forfatterens navn, adresse, e-mail og telefonnummer skal anføres i dokument eller mail.

Romanen indsendes til info@enterdarkness.dk med ordet ”Splatter” i emnefeltet. Deadline er d. 15. februar 2017.

Så hvad venter du på? Åben op for slagterbutikken og få blod og kød til at flyde!


God skrivelyst
Bjarke