søndag den 3. juli 2016

Kvik guide til fejlfinding og drab af darlings

Vi kender det sikkert alle. Vi har skrevet en tekst, om det så er en skoleopgave, en roman, novelle eller et andet manuskript, og nu er det tid til at gå teksten efter.

Der er et mindre eller større antal darlings spredt ud over historien, og de skal nu dræbes. Det samme skal de der irriterende sprogfejl vi alle laver, og som nogen af os laver igen og igen.

Men hvordan går du til det? Her har jeg samlet det råd jeg selv bruger, når jeg går i gang med den røde korrekturpen.




Lav en samling

Åben et tomt word-dokument eller anskaf dig en ny kinabog, hvordan du vælger at skrive det op er sådan set underordnet. Det vigtigste er bare at du begynder at samle på dine fejl.

Det kan lyde selvmodsigende. Vi vil jo egentlig gerne af med dem, hvorfor så samle dem ind som pokemons?

Fordi at du ved at samle dem også bliver bevidst om dem. Er det grammatiske fejl, så skriver du dem ned og finder håndbog i nudansk frem. Deri finder du ud af hvad fejltypen hedder og skriver det som overskrift. Det gør du med alle dine fejltyper!

Efter et par rettergange (det burde det hedde når man retter manuskripter, rettergange), kan du se hvilke fejl, der var en enlig svale (fred være med det), og hvilke, der er evigt tilbagevendende.
De evige svaler kan du godt fjerne fra din samling, de vil bare tage fokus væk fra det videre arbejde.


Dem, der bliver tilbage, det er dem, der skal arbejdes videre med.



Hæng reglen op sammen med eksempler

Nu har du måske tre, måske ti fejltyper, du tit og ofte laver. Åben et nyt dokument og giv hver fejl en side. Reglen skal være overskriften, og brug gerne store bogstaver. Nedenunder skriver du et par af dine eksempler – dem der er fejlagtige – og nedenunder igen skriver du eksemplerne hvor du har gjort dem ”korrekte”.

Disse små plakater eller huskesedler hænger du op over din computer, og nu begynder du så, hver gang du skriver, at se op på dem og huske: Nå ja!

Det er en lang proces, men er man interesseret i at slippe af med sine fejl, så er det den helt rigtige måde at gå til arbejdet. Det var bl.a. sådan jeg lærte at finde dobbelt-konsonanter, og det famøse nutids-r.




Kill your darlings

Metoden dur også til darlings, her skal man så bare bruge den til at opstille dogme-regler for sig selv.

Der er jo ingen faste regler for at dræbe darlings, ligesom der er retskrivningsregler, og derfor når man finder en darling-type man gerne vil af med.

Mit problem var gerne, at jeg i mine gysertekster til børn blev for makaber og blodig – jeg har selv en voksenfascination af horrorgenrerne body- og torture-horror, og lige præcis dem kan være svære at oversætte til børnegys.

Det jeg gjorde var at finde ud af hvornår noget ikke fungerede fordi det blev for voldsomt eller for detaljeret på en for børn uhensigtsmæssig måde, og så opstille en dogmeregel, der gik imod det.

Ingen makabre dødsfald var den første regel. Fint. Den historie jeg arbejdede på var en spøgelseshistorie, og der er monstrene jo sådan set allerede døde, så den var let nok. Og pludselig kunne jeg så i stedet beskrive spøgelserne, så man i stedet kunne forestille sig den måde de døde på.

Vubti, min fascination for voldsomme dødsfald blev lige pludselig ti gange mere effektfulde, uden at de blev detaljerede på den uhensigtsmæssige måde.

Jeg brugte simpelthen mine darlings til at opstille dogmeregler til mig selv, der til sidst hjalp mig med at gøre sproget i min historie bedre.
Fedt, ikke?




Har du svært ved at se dine fejl og darlings, så kan det være en god ide at tage en snak med dine betalæsere, og bede dem lige samle lidt sammen for dig.
Selvfølgelig skal de ikke gøre hele arbejdet, men det kan være et godt sted at starte hvis man har svært ved at gå sig selv efter. Og når det gælder darlings, hvem har så ikke det?



Selv er jeg en gammel betalæser dybt taknemmelig, uden hendes konstatering omkring min brug af blod og indvolde, så var jeg nok aldrig stoppet med bare at skrive klamt, og rent faktisk begyndt at skrive gys og horror.



God skrivelyst
Bjarke