søndag den 19. juni 2016

Nicole Boyle Rødtnes' syv tips til at skrive letlæsningsbøger

Jeg er måske mest kendt for at have skrevet YA-serier som ”Elverskud” og ”Ilttyv” blandt unge og voksne, men blandt børn under 12, så er jeg kendt for mine lelæsningsbøger ”Zombie-jæger” og ”De skjulte dæmoner”.

Mange har spurgt, hvorfor jeg ville skrive letlæsningsbøger, når jeg nu kunne nøjes med at skrive store romaner, der får mere opmærksomhed af fx anmeldere. Svaret er, at jeg selv havde virkelig svært ved at lære at læse som barn, og derfor vil jeg gerne være med til at sikre, at der er gode letlæsningsbøger til børn, så de får en fed oplevelse med læsningen.

Hvis du selv kunne have lyst til at skrive letlæsningsbøger, kommer her et par tip:



1. Letlæsningsbøger skal være korte, men lige så gode som alle andre bøger

Letlæsningsbøger skal være korte. Afhængig af sværhedsgrad og målgruppe, så kan den præcise længde variere meget. Mine bøger har typisk været mellem 6.000-10.000 ord. Det giver ikke meget plads at bredde sig på, men det betyder ikke, at man så skal lave mindre fede historier. Tværtimod. Dem, der har svært ved at læse, har netop brug for de aller bedste historier, så de ikke giver op.  Så se i stedet den korte længde som en mulighed for at øve dig i at skære ind til benet.



2. Del en lang historie op i flere bøger

Hvis du gerne vil fortælle en længere historie, så del den op i flere bind. Det giver dig mulighed for at folde historien ud, og på den måde bliver dine læsere ikke slået ud af bogen er for lang, men får i stedet en succesoplevelse af, at de får læst flere bøger.



3. Tag dine læsere alvorligt

Selvom du skriver til børn, der har svært ved at læse, betyder det ikke, at du skal skrive mere simpelt eller mere pussenusset. Tværtimod giv den endelig gas med masser af action og gys. Og tal aldrig ned til dine læsere! Skriv historier i øjenhøjde og tag dem alvorligt. Min serie ”Zombie-jæger” blev netop et hit, fordi den er uhyggelig, blodig og sætter hovedpersonerne i voldsomme dilemmaer.


4. Tænk i korte kapitler og clifhangers

Ha’ gerne mange korte kapitler i stedet for få lange. Jeg har fx typisk 20-22 kapitler i mine bøger, selvom de er på kun 100 sider med illustrationer. Det er flere end de fleste, mange andre vil fx have 10-12 kapitler, som også er helt fint. De mange kapitler gør det lettere for dine læsere at overskue historien. Slut gerne kapitlerne med en cliffhanger, så de hele tiden er motiveret til at læse videre.


5. Sproget skal være lettilgængeligt

I letlæsningbøger skal man selvfølgelig også tænke over sit sprog. Jeg vil ikke gå nærmere ind i lix, da det ville tage en hel artikel for sig at forklare.  Der findes masser af online programmer, hvor du kan kopiere din tekst ind og se, hvilken lix den har. Men pas på, lix er et redskab, men det har også mange problemer, fx kan det at ændre hovedpersonens navn fra et langt til et kort, ændre lix’en dramatisk, selvom det i praksis ikke gør noget ved sværhedsgraden.

Så i stedet for at stirre dig blind på lix-målinger, så prøv bare at skrive let og ligetil. Tænk over din sætningslængde og lad være med at bruge unødigt svære eller gammeldags ord. Men pas også på, at du ikke ender med at skrive staccato-agtigt kort, eller får et tørt og kedeligt sprog, fordi du slet ikke tør bruge ord over seks bogstaver. Prøv dig frem, og læs gerne andre letlæsningsbøger, så du kan se, hvordan de gør sproget lækkert og sanserigt, selvom et er let.



6. Skab situationer, der er fede at tegne

Letlæsningsbøger er illustrerede bøger. Og billederne er her mindst lige så vigtige, hvis ikke vigtigere end teksten, da børn typisk vil bladre bogen igennem, før de beslutter, om de gider læse den. Derfor er det vigtigt, at du sørger for, at der er noget fedt for din illustrator at tegne. I mine bøger er der typisk en illustration pr. kapitel. Det betyder, at jeg i hvert kapitel, når jeg skriver, tænker over, hvad der ville være fedt at tegne her. Sørg for at skrive en masse fede scener, så der er noget fedt at tegne, så du ikke ender med en bog, hvor alle billeder bare er to mennesker, der taler sammen.



7. Find den rette illustrator

Og sidst men ikke mindst: Find en fantastisk illustrator. Min serie ”Zombie-jæger” var ikke blevet halvt så populær, hvis ikke det var for den dygtige Bodil Bang Heinemeier, der havde lavet nogle helt fantastiske illustrationer. Det gælder om at finde en illustrator, hvis streg passer til din historie. Hvis du har en action-historie, så find en, der kan tegne action. Har du en dyrehistorie, så find en der kan tegne dyr osv. Og vigtigst af alt find en, der tegner i øjenhøjde med læserne. Ligesom teksten ikke må tale ned til læserne, så må illustrationerne heller ikke.
Det var mine syv tips til at skrive letlæsningsbøger. Jeg håber, du kunne bruge dem!

God skrivelyst
Nicole Boyle Rødtnes


----------------
Læs mere om Nicole og hendes bøger på http://www.nicoleboyleroedtnes.dk/