søndag den 26. juli 2015

Bussemændenes rekordbog

Så kom min bog to fra trykken, og denne gang er vi ovre i den farverige rekordbogsgenre. Det handler om Bussemænd og de rekorder man kan lave med dem – og ja, vi kommer forbi alt fra største bussemand til præcisionssnotning!


Bogen er skrevet sammen med min kone Nicole Boyle Rødtnes, og der er faktisk en lidt sød historie knyttet til: Vi skrev nemlig hele manuskriptet på vores bryllupsrejse!

Så mens andre mennesker sikkert er romantiske og hvad ved jeg, sad vi på en cafe og flettede ord sammen om snot og bussemænd (En sød servitrice begik den fejl at spørge brudeparret hvad de skrev på), og det førte altså til Bussemændenes Rekordbog.

Det jeg virkelig elsker ved bogen er den måde vi har gået fuldstændigt sagligt til det usaglige område. Det ligner og lyder langt hen ad vejen som en rekordbog, og både Nicole og jeg har opfundet fiktive titler (Jeg er doktor i bussemandsanalyse), så bogen virkelig kan være et sjovt indblik i en skæv voksenverden.


Bogen er Illustreret af Søren Klok, der også illustrerede min første bog, billedromanen City Surfer, og han er altså bare helt fantastisk – det er også derfor at han deler plads med Nicole og mig, og fået tildelt titlen Næsedokumentarist – Et fuldt bemandet Center for Bussemandsanalyse vokser stille frem!


Jeg glæder mig så meget til at se hvordan verden tager imod mit nye barn, og jeg håber virkelig læserne vil elske at læse den lige så meget som vi nød at skrive den – og at den kan opfordre til en masse dejlig næsepil!

Bussemændenes rekordbog udkommer d. 1. august og det er forlaget Alvilda, der udgiver.


Hvis du kunne vælge, hvad skulle din titel på Center for Bussemandsanalyse så være?


God skrivelyst
Bjarke