mandag den 28. maj 2012

Dystopisk Novellekonkurrence

Så er der endnu en konkurrence, og denne gang er det ungdomsnoveller indenfor dystopi-genren der er bud efter.


"Dystopi kommer af græsk hvor det betyder et dårligt sted at være (dys = dårlig topos = sted). En dystopi er det modsatte af en utopi. En dystopisk tekst beskriver en verden eller et samfund hvor det af den ene eller anden grund ikke er godt at være."


Det er foreningen HUF – Håbefulde Unge Forfattere, der står bag konkurrencen, og det kræver derfor også at man er medlem af foreningen. Men er du under 30, så er de 145 kr. et medlemskab koster, godt givet ud!


Når de beder om dystopier virker de til gengæld ret åbne overfor begrebet, da de nævner en lang liste af mulige inspirationskilder, bl.a. The Hunger Games, De hvide mænd af Kenneth Bøgh Andersen og Se dagens lys af Svend Åge Madsen – så slå jer endelig løs, om I så vil skrive om en ødemark i den ødelagte storby, eller medierne der er gået amok, der er nok at tage fat på.


Af krav er der at:

·         Ens novelle skal være imellem 3 til 15 normalsider (en normalside er 2.400 anslag)
·         Novellen skal henvende sig til de 12-17 årige
·         Novellen skal være indenfor genren dystopi
·         Man skal være medlem af HUF for at deltage


Novellerne vil efter indsendelsesfrist blive læst af fire dommere (to redaktører + to medlemmer af HUFs bestyrelse), der vil udvælge de bedste tekster, og gå i dialog med forfatterne om teksten. Du kan læse mere om konkurrencen på HUF'shjemmeside.

Deadline for indsendelse er d. 5. januar 2013, og jeg går ud fra at den skal sendes til HUFs bestyrelse på mailen: huf.forfatter@gmail.com


En interessant novellekonkurrence, med et godt tema, der giver mulighed for virkelig at tænke kreativt – for hvor mange forskellige dystopier kan man egentlig lave?


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 21. maj 2012

Skriveworkshop på Nørrebro

Er du ung (13-18 år) og bor du i Nørrebro-området? Har du en historie at fortælle så skal du da komme til min workshop på Blågårdens Bibliotek her til september!

Workshoppen er for alle unge på Nørrebro, der har en historie at fortælle og der er ingen regler! Skriver du noveller, rap, laver videoer eller noget helt fjerde, så er der plads her. Det vigtigste er fortællingen om dig, dit liv og Nørrebro.


Selve workshoppen vil køre over 8 lørdage (hver anden lørdag fra kl. 13-16, med start d. 1. september) på Blågårdens Bibliotek, og det er forfatteren Nicole Boyle Rødtnes og mig selv der, i samarbejde med biblioteket står bag.


Er du interesseret eller kender du en der nok er, så kom til vores introarrangement d. 2. juni 2012, det vil blive afholdt på biblioteket, og her kan du høre en masse mere om projektet.


Se også vores facebook-side, bibliotekets hjemmeside eller tilmeld dig allerede nu ved at skrive en mail til dorugt@kff.kk.dk


Alle har en historie, hvad er din?


God skrivelyst
Bjarke

mandag den 14. maj 2012

Skift medie og skriv igen

Nogle gange kan man godt gå lidt i stå i skrivningen simpelthen fordi man går træt i at se på det samme skriveprogram dag efter dag. Dette problem kan dog løses meget let, nemlig ved at skifte medie.
Dette kan gøres på flere måder, enten kan man skifte til et andet skriveprogram på computeren, eller man kan rejse sig op og skrive i hånden. Ja, man kan sågar bruge en diktafon hvis man bare ikke orker bogstaver!


Slå sidevisning fra i word
Det første råd er at slå sidevisning fra i Word. Denne taktik hjælper gerne for mig når jeg bliver for bevidst om hvor mange eller for få sider jeg skriver. Ved at slå den fra vises der bare en hvid skærm hvorpå dine ord står, lidt ala Notepad – dog med den forskel at du stadig kan opsætte siden med kursiv/fed skrift og bruge ordoptælling. Er dette ikke nok til at få dig til at skrive, så er det bare at skifte til netop Notepad.


Brug Notepad
Notepad er et ekstremt simpelt skriveprogram. Ens linjer fortsætter ud i det uendelige, i hvert fald indtil man selv deler dem. Der er ingen mulighed for at blive distraheret af opsætning eller hvor meget man har fået skrevet, simpelthen fordi Notepad ikke registrerer den slags. Jeg foretrækker personligt at skrive i Notepad over alt andet, da det så ganske enkelt bliver mig og teksten, intet andet.


Skriv i hånden
Hjælper det dog ikke på skrivningen, så må man rejse sig og finde blok og papir. Enhver forfatter bør have mindst en blok/notesbog og en kuglepen med sig så tit som muligt, så det skulle give sig selv. Det man gør er at man kommer væk fra computeren og skrivebordet, enten sætter man sig ved køkkenbordet, ude i haven eller et andet sted langt væk fra det man forbinder med at skrive – cafeer kan også varmt anbefales, og så ser man også så smart ud med en blok og kuglepen i hånden.

Dette virker ifølge de kloge fordi man søger væk fra det arbejdsrum man er begyndt at kede sig i, og genfinder kreativitet og energi i at flytte sig g skrive et nyt sted. Jeg har gjort det de dage hvor jeg bare ikke har kunnet komme i gang, og det virker faktisk ganske godt.

Nogle gange er det endda nok bare at skrive et par linjer, og så gå tilbage til computeren for at skrive det ind – så er man i gang og så er computeren pludselig ikke en hindring længere.


Indtal på diktafon
Den her synes jeg lyder fantastisk sjov, men har faktisk aldrig prøvet den. Den går simpelthen ud på at man i stedet for at skrive finder en diktafon (eller en telefon med optager-muligheder) og så bare fortæller sin historie.

Umiddelbart tror jeg dette er lettere med jeg-fortællere end med 3.persons fortællere, da man så kan leve sig ind i sin hovedpersons tanker og fortælle det som var man vedkommende. Lige meget hvad skal historien så bagefter skrives ind, og jeg kan forestille mig at det også kræver en del redigering, da en masse indskydelser og lignende, man når man skriver nok ville sortere fra automatisk, vil blive fanget af mikrofonen.

Har du prøvet at bruge mikrofon så skriv endelig, vil gerne høre om folk der har erfaring med det.


Håber i hvert fald at dette har givet dig nogle gode ideer til hvad du kan gøre, hvis Word-siden bare driller dig og du ikke kan få ordene ned på siden.

God skrivelyst
Bjarke

mandag den 7. maj 2012

3 hurtige fif til et varieret sprog

Man hører tit om at man som forfatter skal huske at variere sit sprog så man slipper for for mange gentagelser af ord og lignende, men hvordan gør man egentlig? Der er rigtigt mange måder at variere sit sprog på, og hvad der virker for én forfatter, virker ikke nødvendigvis for en anden – det handler bare om at prøve sig frem.
Jeg har dog fundet tre fif som de fleste sagtens kan bruge og nyde godt af.



Sætningens opbygning
Sætninger er forfatterens byggeklodser. De fleste af os har som børn leget med Lego og prøvet at bygge et hus ved at stable klodser ovenpå hinanden – hvorefter de er væltet til sidst. Det sker fordi man glemmer at variere den måde man lægger klodserne, der skal ligge forskudt af hinanden (en murer ville kunne forklare dette meget bedre, og ellers gå ud og stir på et par mursten). Det samme gælder skrivning.


Den letteste sætning og lave er ofte en hvor man starter med hovedpersonens navn. "Jens tog fat i hesten og red imod solnedgangen."

Den type sætning er normalt helt fin, men kommer der for mange sætninger efter hinanden, der alle starter med "Jens ..." bliver det hurtigt kedeligt og ensformigt at læse.

Det problem løser man simpelthen ved at lege med sætningens opbygning. Hvorfor kunne sætningen ikke lige så godt være: "Solnedgangen var forude, og Jens greb fat i den nærmeste hest ..."?


På den måde kan man altså hele tiden variere sine sætninger, så læserne ikke hele tiden føler de læser den samme sætning.



synonymer og zoom
Det næste problem man tit løber ind i som forfatter er, når man gentagne gange skal bruge en ting eller en person i sin tekst, og derfor kan blive ved med at gentage dette. Det er der to måder at komme udenom på, nemlig brugen af synonymer og zoom.


Et synonym er når man finder et andet ord, der også dækker det man taler om. Et sværd kan fx være en sabel eller et langsværd, og en person kan kaldes alt fra sit navn til sin titel (fx ridderen), til en fysisk detalje (den skaldede, den enøjede), så leg endelig med synonymer, da det kan være med til ikke kun at variere sproget, men også beskrive de ting du arbejder med i din tekst.


Da jeg skrev min novelle Kniven i samlingen På Kanten arbejdede jeg med netop en kniv. Da kniven var central for plottet kunne det ikke undgås at jeg flere gange måtte nævne den i teksten. For ikke at skrive "kniven" igen og igen valgte jeg derfor at bruge zoom. Man kan enten zoome ind eller ud.


Zoomer man ind, så går man tæt på, og så ser man på knivens enkle dele. En kniv har et skaft, og et blad, og dem kan man for at variere lige så godt beskrive. Fx ved læseren allerede at hovedpersonen holder en kniv, og så kan man med fordel skrive at "han strammede sit greb om skaftet" – voila, så er vi kommet udenom igen at skulle gentage ordet.


Zoomer man ud så ser man på hvad en kniv egentlig er. Det er enten et redskab eller et våben, i min  novelles tilfælde det sidste. Ved at skrive våbnet frem for kniven varierer man derfor ikke kun ordet, men forklarer også læseren hvad hensigten er – Hovedpersonen vil bruge kniven som våben.



Tilbagehold små informationer
Det sidste råd er egentlig ret så simpelt, det handler nemlig om at tilbageholde informationer. Dette gjorde jeg igen i novellen Kniven, da det gik op for mig at jeg flere gange skulle nævne våbnet, og dette måske ville ødelægge oplevelsen for læseren.


I stedet for at skrive at min hovedperson altså havde en kniv, så starter jeg med at beskrive en ganske almindelig (for ham) afslutning på en skoledag, hvor han skynder sig hjem imens hans tanker kredser om den pakke, der venter derhjemme. Her gentager jeg ordet Pakke en del gange i løbet af starten uden at nævne hvad der er i den, kun at det er løsningen på hans problemer – ved hele tiden at kredse om dette lader jeg læserne gætte lidt med, og skaber suspense i og med at man bliver interesseret i hvordan indholdet af denne pakke kan løse hans problem.
 

Det samme kan man gøre med stort set alle tekster, fx med en kistes indhold i en pirat-historie, eller en sms i en realistisk roman, det handler bare om at være kreativ.



Jeg håber de her tre fif har givet dig blod på tanden til selv at lege med hvordan du varierer dit sprog, og husk på – det handler bare om at prøve sig frem, og finder man ud af noget der virker for en – så bliv ved!


God skrivelyst
Bjarke