tirsdag den 20. oktober 2009

Snart

Så er der ikke lang tid til at min novelle, Unruhe, kan findes på tryk. I december skulle miraklet ske.
Og jeg glæder mig!
Tilbage til skrivningen.
God Skrivelyst til jer også

onsdag den 14. oktober 2009

Titler og tegninger er historiens håndtag

Der har næsten lige været forfatterskole for børn og unge på Brønshøj Bibliotek. Det var forfatteren Kirsten Sonne Harild, der igen i år stod for undervisningen.

Eftersom ”børn og unge” ikke rigtigt kan siges at indbefatte mig, hvorfor skriver jeg så om det her? Jeg deltog ikke, og det var ikke mig der stod for det, hvor relevant kan det være?
For det første er det jo altid relevant at børn skriver. Altid.
For det andet så var jeg der som ”journalist in spe”, og sad som en flue på væggen og tog noter til en reportage. Håber at den får en chance i min lokalavis, men det må tiden vise – Jeg er jo mere rutineret forfatter end journalist.

Kirsten Sonne Harilds undervisning var dejligt forfriskende. Ja, jeg havde nogle bagtanker ved at komme til lige det arrangement – Det ku jo ske man lærte noget, hehe. Hun havde mange af de samme pointer jeg har hørt før, men hun havde en ny tilgang til det. tegning.
”Tegning og Titler er historiens Håndtag,” som hun selv siger.

Jeg har før talt om at lave planer når man skal skrive, og det går Kirsten også ind for. Hun griber det dog anderledes and. I Stedet for at skrive i punktform hvad der skal ske, vælger hun at tegne det.
Hun illustrerede det ved på en tavle at lave en snoet streg fra øverste højre hjørne til nederste venstre. I Højre hjørne stod der en prins, og for enden af tråden stod prinsen igen med en prinsesse. Godt, så var start og slutning sat på plads. Derefter begyndte hun med hjælp fra børnene at udfylde med tegninger af drager, enhjørninge og hvad de ellers kunne finde på, indtil de havde en plan over en historie – et eventyr – om en prins der skulle redde sin prinsesse.
Hvorfor synes jeg det her er interessant? Fordi jeg synes ideen er god. Når jeg normalt fortæller om min måde at skrive bøger på, med planlægning og scener skrevet i punktform, så stejler folk – aah, men så fortæller du jo allerede historien – jeg kan ikke skrive den to gange. Første gang, og så er historien ude af systemet. Det er jo egentlig et fornuftigt argument, ligesom med fødsler, er barnet ude, så gider man sgutte føde det igen?

Jeg vil i hvert fald, næste gang jeg står i den situation, prøve at give dette råd videre – prøv at tegne det i stedet. Hvem ved, måske kan det være det virker? Tegninger og titler er jo historiens håndtag.

fredag den 9. oktober 2009

Kulturens Nat

Så er det kulturnat i aften! (så egentlig kulturaften, da det meste lukker inden 00.00)
Vanen tro skal jeg igen ud i Københavns natteliv og opleve byens pulserende hjerte.
Normalt har jeg holdt mig ude på Københavns Universitet Amager, da deres tilbud er af en fantastisk kvalitet, og tingene så er mere samlet.
Denne gang skal det dog være anderledes! planen er lagt!
Aftenen starter ude på KUA, hvor jeg skal høre en Skeptikers standup - hvad det så end er, interessant lyder det.
Derefter er der foredrag om runer i jernalder og vikingetid, som for en nørd som mig jo er fantastisk underholdning! Runer og vikinger, så bliver det ikke meget bedre.
Så tager vi ind til Børnenes boghandel inde i byen, hvor Kenneth Bøgh Andersen læser højt. Kenneth har et fantastisk sprog i sine bøger, og jeg vil se om hans egen stemme kan følge med (omend det jo nok kan, den særdeles aktive forfatter laver små filmklip på sin hjemmeside hvor han læser op)
Aftenen rundes af med et besøg på Tøjhusmuseet, og et fællesnordisk musikeksperiment i Hellig Kors Kirke på Kapelvej (som dejligt nok ligger på turen hjem)

Det bliver dejligt med en aften i København, det er efterhånden lang tid siden jeg har fjernet fingrene fra den varme skrivemaskine og det lunkne kaffe, og bevæget mig udenfor.
og efter i aften står den på intensiv krimiskrivning - deadline nærmer sig!

Håber alle har en god kulturnat
God Skrivelyst
Bjarke

torsdag den 1. oktober 2009

Narrativt begær - eller hvorfor jeg ikke har opdateret i 13 dage

”Nej, jeg vil helst ikke læse op,” Sådan har det gerne lydt på de skrivekurser jeg har været på i tidens løb. Der sidder altid en lille flok, der gerne så sig sprunget over. De er der for at skrive, men ikke for at skrive til nogen.
Kurser koster penge. Man tager vel på kurserne for at blive bedre skribenter så, ikke fordi man godt kan lide at bruge penge? (medmindre man er stinkende rig, de er undskyldt).
Der er selvfølgelig andre ting man kan få ud af den slags kurser. Mange af dem er todelte: Teoretisk viden, så man har lidt at skrive på, og så ellers oplæsning af tekster. Oplæsningen slipper man så sjældent for. Det er en del af dem.
Det er det, når din tekst ikke bare bliver en privatsag, men bliver udsat for læsning og tolkning af andre, der gør at man bliver bedre forfatter. At opleve ens tekst igennem andres øjne, se hvad der fungerede og ikke fungerede. hvad de får ud af det ene og det andet. Om hvorvidt historien er spændende for dem også, eller det kun er dig, der er skudt i den.
Alligevel lyder den sagte stemme, som fra en mus, altid:
”Nej, jeg springer lige over denne gang …” Og den næste, og den næste.

Der er to grunde til denne modvilje, så vidt jeg kan se:
Det kan lade sig gøre, ved et uheld at skrive en stærkt personlig tekst. Det er da også sket for mig en gang imellem. By all means, så spring over den ene gang.
Men skriver du en lidt for personlig tekst hver gang, så er dagbogen måske mere dit format? Det er aldrig meningen den skal læses op – eller jo, måske efter din død, hvis der står pinlige ting om dig eller din omgangskreds, men lad det nu ligge.

Den anden grund er at din tekst bare ikke er god. At du ikke giver læseren lyst til at læse/høre videre, fordi det ikke er lykkedes dig at gøre din historie gribende. At skabe et begær i læseren!
Som forfatter er det ens ansvar at skabe det begær. Et begær, der får dem til ikke at kunne slippe bogen før sidste side er nået. Et såkaldt narrativt begær:


Narrativt begær, det begær, som driver læsningen af et handlingsforløb i en
roman eller et skuespil frem.
Læsningen drives frem af et narrativt begær
efter en afslutning (closure), hvor fortællingens mange usammenhængende dele
samles i en meningsfuld orden. Men afslutningen er mest tilfredsstillende efter
de mange omveje og digressioner.
Plottet er altså iscenesættelsen af det
narrative begær, som driver læseren igennem fortællingen.

Gads Litteraturleksikon (KØB DEN, LÆS DEN, LEV DEN!)



Ja, det lyder jo alt sammen meget fint, men hvordan bruger man det så? Det lyder mest af alt som en tom floskel litteraturkritikere smider på bøger, for at lyde kloge.

Der er ikke en entydig måde at skabe begær på. Et godt udgangspunkt er den klassiske spændingskurve vi alle lærer i folkeskolen. Skal man lave et mere intrigant plot er der også aktantmodellen (eller eventyrmodellen som vi kaldte den i folkeskolen).
Der er et ton af muligheder. Forfatteren Dan Brown (ham med Da Vinci Mysteriet) skaber det narrative begær ved hele tiden at stoppe sine kapitler i en cliffhanger.
Når kapitlet stopper, så læser vi liige videre fordi vi skal se om hovedpersonen Langdon overlever. Og da de fleste af os har lettere ved at stoppe læsningen efter et kapitel er dette smart. Det tidspunkt hvor romanopbygningen er svagest, kapitelskiftene, vælger Dan Brown altså at skabe et narrativt begær, der gør at vi da lige læser et kapitel mere.

Personligt er jeg rigtigt glad for den traditionelle spændingsmodel. Den er let og den virker. Cliffhangerne er lidt mere besværlige, da de kræver at man er mere sikker på hvornår et kapitel skal starte og slutte, og derfor får en meget stramt opsat bog (hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting).

Hvorfor har jeg brugt så lang tid på at skrive om det her? Det giver jo sig selv. Hvorfor ikke bare skrive om cliffhangere og spændingskurver?
Det kan være det kommer. Skal jo have noget at opdatere om, hehe.
Personligt syntes jeg det her er vigtigere. Lidt som hvis din hovedperson har et vigtigt møde i den anden ende af byen: det er lige meget hvordan du kommer derhen, bare du gør det!

På den måde er det narrative begær vel egentlig den bedste rettesnor man kan give den unge vordende forfatter. Det handler jo ganske enkelt om at få folk til at læse dine historier.